Hvor mange penge du har, har indflydelse på måden, du lever på. Det lyder naturligvis røvkedeligt, men med disse 7 enkle, nærmest umærkelige ændringer i dine rutiner og din hverdag, kan du opnå en besparelse i årsbudgettet på over 16.000 kroner til både faste og variable omkostninger. Dem kunne du f.eks. hoppe thailandske øer for i stedet.
Begrænset madspild sparer penge
Blandt variable udgifter er en af de største poster ofte mad. Det anbefalede beløb til 1 voksen uden børn ligger på ca. 1.500 kroner, men ifølge Landbrug og Fødevarer ender omtrent 20% af de samlede udgifter til mad i rent madspild. Ved at lægge gode madplaner, genbruge rester på en god måde og generelt forsøge at minimere madspildet kan du ideelt set spare 3.600 kroner om året. På med Masterchef-hatten på og gå kreativt til værks i dit køkken.
Mindre forbrug med kontanthævninger
Hvis du har tendens til overforbrug, kan du hæve dit madbudget/rådighedsbeløb i kontanter og fordele ugentlige beløb i kuverter. På den måde har du et let overblik over, hvad du har brugt og dit restbeløb. Undersøgelser har vist, at vi bruger 12-18% mindre, når vi har rede penge i kontanter frem for kreditkort o.a. Dermed kan du opnå en besparelse på 2.160-3.240 kroner om året på husholdningsbudgettet alene.
Spar på elforbruget
Op mod 10-15% af en husstands el-udgifter går kun til standby-forbrug. Sørg for at slukke apparater som vaskemaskine, tørretumbler, router, tv, computere m.m., når de ikke er i brug. Sluk for stikkontakten enten manuelt eller med el-spareskinne o.lign. Gevinsten ved kun at slå apparaterne til, når du bruger dem, er ca. 1.500-2.000 kroner i besparelse.
Sluk lyset
I samme åndedrag kan du gøre det til en vane at slukke lyset i de rum, du ikke opholder dig i. Nrgi estimerer en besparelse på 350 kroner om året og yderligere 150 kroner, hvis du skifter dine pærer til LED.
Tag kortere bade og spar på vandet
Hvis du bader i 5 minutter, koster det ifølge Bolius mellem 3,30 og 8,25 kroner om dagen. Op til 3.011 kroner om året. Er du vant til lange, daglige bade, er der dermed mange penge at spare, hvis du forkorter tiden under bruseren eller frekvensen for dine bade. Fra 10 til 5 minutter giver 3.011 kroner i årlig besparelse.
Spring kaffe to go over
Mange danskere har gjort det til en vane at drible forbi en kaffebar på vej til arbejde, og her er også en budgetpost, der mærkbart kan reduceres med en lille smule stamina. Hvis du eksempelvis lægger vejen forbi Starbucks bare 2 gange om ugen, så er dit årlige latte-budget på over 4.000 kroner. Har du virkelig brug for så meget baristafabrikeret på-farten-kaffe?
Spar penge på varmen
Din varmeregning afhænger af din boligsituation og varmetype, men en god start til besparelser på varmeregningen er at bruge radiatorerne korrekt. De skal naturligvis slukkes i sommerhalvåret. Når det bliver koldere, indstiller du efter udetemperaturen, men typisk skal termostaten stå på 3. Indetemperaturen skal ligge på ca. 19-21 grader celsius. Du bør desuden lufte ud 3 gange dagligt og huske at slukke radiatorerne, mens du har vinduerne åbne. Har du gæster, giver det mening at skrue ned for varmen. Hver gang du sænker temperaturen med 1 grad, sparer du 5% på varmeregningen.