Skip to main content
Home » Ferie » Helsingborg – en stor by omringet af natur
Helsingborg

Helsingborg – en stor by omringet af natur

Skånes næststørste by, Helsingborg, ligger blot 20 minutters færgetur fra Danmark. Byen summer af liv, har gode shopping-muligheder og et stort udvalg af skønne restauranter.

Helsingborg er en god destination til en dagstur eller en weekendtur. Med kun 20 minutters færgetur fra Helsingør og fire afgange i timen, kan du let og hurtigt komme på oplevelse i en af Nordens ældste byer. Når du træder i land, står du midt i centrum med Kärnen, Dunkers Kulturhus, gode restauranter, en hyggelig gågade og ikke langt fra skøn natur. Om du er barn eller voksen – Helsingborg rummer oplevelser for enhver.

Seværdigheder i Helsingborg

Restauranter, kroer og små caféer ligger side om side i Helsingborg, hvor der er mange dygtige kokke, som tryller med egnens gode råvarer. Hvis du ønsker at gå på opdagelse i Helsingborgs seværdigheder, er Dunkers Kulturhus, som er Helsingborgs kulturelle varetegn, et besøg værd. Her er spændende arkitektur, skiftende udstillinger og en international musikscene. På Friluftmuseet Fredriksdal kan du opleve den skånske natur- og kulturhistorie. Her er autentiske bondehuse, herregårdsmiljøer og bykvarterer med håndværkerkultur og brostenscharme.

Du bør også besøge Sofiero Slot, når du er i Helsingborg. Her boede Dronning Ingrid, da hun var barn. I dag er Sofiero en kulturinstitution med en stor park lige ned til Øresund. Slottet afholder ofte udendørs koncerter og udstillinger.

En attraktiv sommerby

Den nordlige del af Helsingborg har en lang strandpromenade, hvor man både kan solbade, spille beachvolley, stå på skateboard eller tage børnene med på legepladsen. Her summer af liv med det aktive miljø, hvor der særligt om sommeren er en fantastisk stemning.

Hvis du er til aktiv ferie, bør du overveje Kattegattleden. Det er Sveriges første nationale turistcykelrute, der blev indviet i 2015. Den 370 kilometer lange og overvejende bilfrie cykelrute løber langs kysten fra Helsingborg til Gøteborg. Langs ruten kan man opleve mange seværdigheder, naturområder, 10 større byer, småbyer og fiskelejer.

Next article