Cykelferie behøver ikke være 14 dages slid med 200 kilometer bakket terræn om dagen. Det kan også bare være en hurtig afstikker fra sommerhuset til minigolfbanen på den tohjulede.
Den danske sommer nærmer sig med hastige skridt, og ligeså gør årets helt store feriesæson. Bade- og storbysferier er populære hos mange, men nu er aktive ferier også på vej frem. Især cykelferie vinder indpas, og det er der ifølge Michael Andersen, tovholder på projektet Danish Bike Tours, en rigtig god grund til. ”Cykelferie kan være mange forskellige ting. Nogen tænker straks på 30 kilos oppakning i cykeltasker, overnatning i telt og et bad hver tredje dag på tilfældige campingpladser.
Det kan cykelferier være, men det kan også bare være, at have cyklen bag på bilen når du kører i sommerhuset, og bruge den til en hyggelig tur ned på havnen efter en is”, siger Michael Andersen. ”Vi har mærket en markant fremgang af folk der gør cyklen til en del af deres ferie på den ene eller anden måde. Det skyldes selvfølgelig, at der har været mere fokus på cykelturisme herhjemme, men også at folk har fået øjnene op for, hvor fleksibelt et transportmiddel det egentlig er”.
Cykelferie er frihed til at give sig god tid
Michael Andersen peger også på, at en cykelferie er, præcis hvad man gør det til. Der er derfor rig mulighed for at tage børnene med på aktiv ferie, så skal det bare gøres på deres præmisser. ”Cykelferier er en fantastisk måde at holde ferie på med sine børn. Det kræver bare man har planlagt det ordentligt hjemmefra, så der er gode cykelstier hele vejen og en overnatningsmulighed inden for en overskuelig afstand”, siger Michael Andersen.
Han påpeger dog også, at alt ikke skal planlægges ned til mindste detalje. Så forsvinder charmen ved cykelferien nemlig. ”Det vigtigste på cykelferien er at give sig tid. Tid til at stoppe ind ved vejboderne for at købe ærter og jordbær. Tid til at undersøge den lettere tilgroede sti i skoven. Tid til at smide sig i vejkanten, dufte til græsset og lytte til lærken. Det er friheden, der er i højsædet på cykelferien, så den skal også nydes”.