Museer giver alle – store som små – en særlig oplevelse fuld af aktiviteter og krydret med større indsigt. Der er et væld af muligheder for både at lege og lære nyt i sommerferien ved at besøge et eller flere af Region Øresunds mange kulturelle institutioner
Så mange kan da ikke tage fejl! Direktør Nils M. Jensen, Organisationen Danske Museer, ODM, er en tilfreds mand. Folk søger i højere og højere grad til danske museer. Inden for de sidste 10 år har museerne fået 40 procent flere gæster. Tallet er gået fra 8 millioner til godt 16 millioner gæster om året. Og her er tale om både indenlandske og udenlandske turister samt borgere, der bruger de kulturelle institutioner i deres nærområde. Så det er en god idé at besøge et eller flere museer i Region Øresund i løbet af sommerferien og der er hver gang noget tyngde at hente.
Uforstyrret læring på museer
Nøjagtig som museer står højt på listen, når rejsen går f.eks. sydpå. Det gælder for både børnefamilien og voksne alene. ”Museet er et af de få rum, hvor børn og voksne kan gå ind og mødes på lige fod. De kan debattere, diskutere, betragte og ofte deltage. Jeg vil opfordre feriegæster til at tage museerne til sig i eget land, uanset om de logerer i en storby eller i en lokal købstad. Museet er desuden et non-kommercielt helle, hvor intet forstyrrer. Vi ved, at netop den ro efterspørger mange.”
Indsigt og samtaleemner
Når Nils M. Jensen skal sætte ord på, hvad en børnefamilie kan få ud af et museumsbesøg, lyder de således: ”De vil alle få en stor oplevelse krydret med større indsigt. Her er ikke blot tale om tomme kalorier, men om et reelt budskab set i forhold til andre tilbud, som ofte udelukkende handler om forbrug af en slags. Børnefamilierne skal tjekke, hvad der foregår af aktiviteter på de enkelte museer. Nogle er totaloplevelser – andre aktiviteter er målrettet bestemte aldersgrupper. Og det opfordrer jeg til, at man gør både som fastboende og som gæst rundt i regionen. Tænk på alle de forskellige ting, man altid får set på en ferie i udlandet. De fleste opsøger nysgerrigt museer og gallerier. Glem endelig ikke at der også er gode oplevelser nær ens egen bopæl.” Tiderne er nemlig passé, hvor en udstilling blot er en passiv oplevelse for gæsterne. Kodeordene er aktiviserende formidling. Både børn og voksne har mulighed for at underholde sig selv og samtidig får de ny viden med hjem.
Inddragelse giver lærdom
”Når vi taler børn og museer er selve udstillingen oftest rammen. Det er de supplerende aktiviteter, der gør at børnene bliver inddraget. De underholder sig selv og får oven i hatten en masse lærdom med sig hjem. På mange museer inddrager man f.eks. iPads eller andre elektroniske muligheder. Al den computerteknik er jo bestemt ikke børnefremmed. Det er bl.a. ad den vej vi har knækket koden og oplever stigende interesse blandt børnefamilierne. De har lyst til at besøge danske museer, fordi der er rart at være. Og så får de altså i tilgift en hel del åndelig føde. ”Halvdelen af Danmarks befolkning er jævnlige brugere af danske museer.
Men hvordan får man fat i resten?
”At besøge et museum skal være et positivt tilvalg. Bestemt ikke en tvang. Når nogle konsekvent vælger museer fra, tror jeg det kan skyldes dårlige erindringer fra barndommen. Det handler om at skubbe døren op og få folk til at se museerne som steder, hvor de kan finde ro, tage en slapper og blive tilbudt viden og indsigt. Her er alle velkomne. Vi skal have fat i tvivlerne og få dem ind i museerne, så de kan opleve, hvordan museerne har udviklet sig og i dag afspejler tidens ånd.” Mange museer fungerer i øvrigt også som et forlænget turistkontor i deres lokalmiljø og tilbyder viden om f.eks. en bestemt egn. ”Når vi taler fremtid, vil museerne i endnu højere grad end i dag være med til at skabe turisme. Turismebranchen og museerne vil gå mere og mere hånd i hånd. Som jeg oplever museerne i dag, er der ekstrem fokus på museernes gæster og på at give dem en god oplevelse. Den indsats har allerede givet resultater her og nu. Vi tager gæsterne alvorligt og går dem i møde. 26 procent af gæsterne på danske museer er turister både fra indland og udland. Dem vil vi vedblive med at give tilbud, som rammer ind i vores samtid.”
Hvad skal man vælge?
Der er mange museumstilbud spredt i hele landet. Normalt opdeles museer i tre hovedkategorier: De naturhistoriske, de kulturhistoriske og kunstmuseerne. De naturhistoriske museer rummer viden om naturens vidunderlige mangfoldighed. På de kulturhistoriske museer er det historien og samtidens historie der er i højsædet – og i mange formater. Det kan være som historien om byen, en egn eller evt. om spændende personer. Kunstmuseerne er stederne, hvor en bestemt kunstner eller en bred palet af kunst udstilles og formidles. Mange af de forskellige museer tilbyder aktive oplevelser. Tjek museernes hjemmesider eller helt oplysninger på selve museet. Det lokale turistkontor kan også være behjælpeligt. Der vil til enhver tid være inspirerende oplevelser for hele familien.