Foråret nærmer sig, og vi tripper efter at komme ud og vende ansigtet op mod solen og få græs under fødderne. Uanset om du har have så langt øjet rækker eller en mindre en af slagsen, kan du med fordel bruge udendørsarealerne som en naturlig forlængelse af hjemmet.
Indretning udendørs
Hvor det for de fleste menneskers vedkommende altid har været naturligt at indrette sig indendøre, er der gennem de seneste 4-5 år kommet et øget fokus på også at indrette sig udendøre. En interesse Louise Møller fra Haveselskabet kan tale med om: ”Hvor man tidligere syntes, det var vigtigt med en lækker sofa i stuen, så er det nu også noget, man ønsker udendøre. Det vidner om, at grænserne mellem ude og inde er blevet mere flydende.”
De yngre fører an
Ifølge Louise er det især blandt de yngre, at interessen for indretning af udendørsarealerne blomstrer. Der er typisk tale om to forskellige typer: Dem, der ønsker at dyrke deres eget frugt og grønt – og dem, der går meget op i boligindretning, og nu har fået børn og er flyttet i hus. Her oplever man ofte, at interessen for indretning flytter med ud i haven. Og det er der en grund til, forklarer Louise:” Man bruger ganske enkelt haven på en anden måde, end man gjorde tidligere, hvor det mest var et spørgsmål om græs ungerne kunne lege på og en køkkenhave med jordbær og salat. I dag skal det være hyggeligt at opholde sig der – og haven er blevet et opholdsrum på linje med vores stue.”
Kreativitet, loppefund og dansk design
Hvordan vi så vælger at indrette os, er meget individuelt, men vi er generelt meget kreative. ”Vi går på loppemarkeder og bygger sofaarrangementer af paller. Man kan sige, at vi tager bæredygtigheden med ud i haven. Det kan være i form af fire bevidst forskellige havestole, som der er brugt tid på at finde og sætte i stand.”
Dansk design i haven
Men der er også en gruppe, der vælger, at bruge mange penge på nye møbler af høj kvalitet. Og det mener Louise giver god mening: ”Vi har stolte designtraditioner i Danmark, hvor Børge Mogensen og Arne Jacobsen for længst er flyttet ind i vores boliger. Derfor er det naturligt, at vi ønsker at indrette os med både kvalitet og design udendørs.” Men uanset om man vælger at klunse sine havemøbler eller købe nye kvalitetsmøbler, så er der et aspekt af holdbarhed og bæredygtighed i begge valg. Louise anbefaler dog, at man går efter det, man selv bedst kan lide, og uanset om man indretter sig med fire forskellige stole eller et nyt loungesæt med chaiselong, så er det bare med at blive klar til solens første stråler!