Vi danskere har fået øjnene op for glæderne ved at have sit eget udespa i baghaven eller på terrassen. Her er en række gode råd til køb af udespa.
Læg arbejdsdagen bag dig og hop i 38 grader varmt vand, der massere alle spændinger væg. Udespa er noget, vi danskere har fået øjnene op for. Det skyldes bl.a. at man kan købe sit eget udespa og få luksus i baghaven til en overkommelig pris. En spa er desuden ikke dyr at anlægge, og oftest vil du selv kunne klare opsætningen selv, ifølge Bolius. Dog skal de elektriske installationer selvfølgelig monteres af en autoriseret elektriker.
Vælg det rigtige spabad
Spaoplevelsen og bassinets levetid bestemmes af, hvordan spabadets enkeltelementer er konstrueret, og her siger prisen meget om kvaliteten. En tommelfingerregel vil være, at det er bedre at købe en mindre spa end at gå på kompromis med kvaliteten. Et spabad kan anskaffes for ca. 30.000 kr. og opefter, men det kan som hovedregel godt betale sig at gå et par prisklasser op og give 15-20.000 kr. ekstra, vurderer Bolius.
Hold øje med driftsomkostningerne ved et udespa
Hvis du vil holde driftsomkostninger på et minimum, er en god idé at sikre dig, at dit udespa er godt isoleret, har en god dybde, og at karrets vægge og bund er bygget solidt. Derudover skal du være opmærksom på luftblæseren, som er grundlaget for den gode spaoplevelse, da den giver luftmassagen og dermed boblerne i vandet. Derfor er det vigtigt, at den er kraftig nok. Luftblæseren bør, ifølge Bolius, have en effekt på mellem 700 og 1.000 watt, afhængigt af spaens størrelse. Ligeledes bør luftblæseren have indbygget varmelegeme på cirka 300 watt, så det er varm luft, der bliver blæst ud i spaen.
Hold en god hygiejne i dit udespa
Bakterier elsker 38 grader varmt vand. Man skal derfor huske at skifte og rengøre vandet ca. hver 3. måned. Vandets pH-værdi skal samtidig holdes mellem 7 og 7,4, ifølge Bolius. Det kan du sikre ved hjælp af særlige kemikalier. For at sikre dig at hygiejnen i din spa er så god som mulig hele tiden, er det en god idé, at alle vasker sig grundigt over alt på kroppen før man hopper i spabadet, og at man bruger rent badetøj. Ellers er der bare at sige: God fornøjelse med de mange spature – hele året rundt!
Kilde: https://www.bolius.dk/udendoers-spa-18242/