Vi skal ikke se langt ind i fremtiden for at skue en hverdag, der er præget af elektroniske hjælpemidler og hverdagsluksus, der gør livet nemmere. Teknologien er opfundet og ved at finde vej hjem til os, når du er klar.
Yasmin er ved at pakke sammen og køre hjem fra arbejde. På sin telefon kan hun se, at hendes og mandens 14-årige datter, Sara, låste sig ind i huset med sin personlige kode kl. 15.11, og samtidig blev husets alarmsystem automatisk slået fra. Det er smart, synes Yasmin, for det er dyrt at have sikkerhedsfirmaet til at rykke ud på en falsk alarm.
For halvandet år siden købte Yasmin og hendes mand et hus,
de kunne indrette efter deres drømme. Peter elsker gadgets. Yasmin
elsker mest bare en nem hverdag. Så siden, de flyttede ind, har Peter
installeret en lang række elektroniske og app-styrede dingenoter, som
Yasmin først var skeptisk over, men som hun i dag er ret begejstret
for.
“Om 42 minutter er vasketøjet klart”
For eksempel satte hun vaskemaskinen i gang for to timer siden via sin mobil, efter hun i morges lagde det beskidte tøj derind og doserede sæben. Det betyder, at tøjet skulle være klar kort efter, hun er kommet hjem. På app’en kan hun se, at der er 42 minutter tilbage af vasken.
Familien bor vest for Aarhus i et område, der skød op i begyndelsen af 1970’erne. Her er forskellige variationer over et-plansvillaer, stedsegrønne hække og lukkede sideveje. Stisystemer, trampoliner og koteletgrunde. Men så snart man træder ind i Yasmin og Peters hjem, opdager man, at denne villa gemmer på moderne detaljer.
Automatisk lysstyring
Da hun åbner døren, tænder lyset i entreen via en bevægelsessensor, der også sørger for at slukke lyset efter tre minutters stilhed. Sensoren installerede de, fordi både ungerne og Peter har svært ved at huske at slukke efter sig. Det samme gælder lyset i køkkenet.
I stuen tænder lamperne automatisk, når de registrerer, at familiens mobiltelefoner tilslutter sig boligens wifi – hvilket sker automatisk, når de kommer hjem. Lyset tænder dog kun, hvis det er dunkelt indenfor, så der ikke brændes lys af, når solen vælter ind ad vinduerne.
Madlevering direkte i køleskabet
I køleskabet står de varer, der blev leveret i formiddag. Familien har abonnement hos et af de store online supermarkeder, så derfor stiller leverandøren ikke bare tingene uden for døren, men låser sig ind med en midlertidig kode og stiller madvarerne i køleskabet.
Koldt ude – varmt inde
Yasmin står et øjeblik i køkkenet og nyder følelsen af varmen i gulvet. Den intelligente termostat har noteret, at det er blevet koldere udenfor, og den har derfor selv tændt for varmen.
I dag er det ekstra koldt og blæsende, så Yasmin lægger træ i brændeovnen og tænder op via sin telefon. Hun har altid drømt om en brændeovn, men hun har aldrig lært at bruge en og vidste ikke, om hun kunne lære det. Så da Peter præsenterede hende for den intelligente ovn, der nærmest gør alt arbejdet for dem, var hun solgt.
Det gode indeklima – helt automatisk
Yasmin beder den stemmestyrede højttaler i soveværelset om at tænde, så hun kan lytte til dagens nyheder, mens hun hænger tøjet op i rummet. Efter nogle minutter åbner vinduerne. Indeklima-måleren må have opdaget, at der pludselig blev fugtigt i værelset. Vinduerne vil lukke igen om 10 minutter, og sandsynligvis vil de åbne og lukke igen et par gange, inden familien går i seng, så fugten kan komme ud. Vinduerne i resten af huset er også sat op til indeklima-måleren, så der altid er en god luft og temperatur i huset, og der bliver udluftet mest effektivt.
Peter
har hentet yngstebarnet Jacob hos kammeraten, og de er nu kommet hjem.
Yasmin når lige at tænke, om der mon findes en app, der kan lære dem at
stille deres sko i sko-reolen, inden hun lader rod være rod og sætter
sig i sofaen. Det er far og søns mad-aften, så de går ud i køkkenet og
beder højttaleren derude om at spille Gulddreng og skrue godt op for
lyden.