Skip to main content
Home » Fremtidens Hjem » Teknologi i fremtidens bolig
Fremtidens Hjem

Teknologi i fremtidens bolig

Foto: Getty
avatar

Anne-Marie Dahl

Fremtidsforsker, Futuria

Hvordan kan det være, at vi ofte er skræmte over ny teknologi og forholder os meget tøvende, når nye teknologier introduceres? Fremtidsforsker Anne-Marie Dahl giver svaret på dette og forklarer hvorfor, det er vigtigt for os allesammen, at vi sætter os ind i de megatrends, der påvirker fremtidens familie og forbrugere.

Da der blev installeret elektricitet på hotelværelser i USA, satte man skilte op med besked om ikke at benytte tændstikker, men at tænde lyset ved kontakten. Og man gjorde opmærksom på, at elektricitet ikke er farlig. Ny teknologi har altid både fascineret og skræmt, men oftest vinder den såkaldte ketchupeffekt.

Den første ketchup i en flaske er stort set umuligt at få ud, men når der går hul, kommer det væltende. Først er vi sendrægtige, men nye teknologi giver nye muligheder, og pludselig er smarte anordninger en naturlig del af vores liv.

Ny teknologi skal give os reelle fordele

Nye teknologer i sig selv er intet værd, med mindre det giver os fordele i hverdagen. Derfor er det vigtigt at sætte sig ind i de megatrends, der påvirker fremtidens familie og forbrugere. Hvilket liv vil vi leve? Hvad giver mening?

Et bedste bud er, at vi vil leve mere digitalt, individualistisk og flydende mellem arbejde og fritid. Skifte job, partnere og bopæl som aldrig før og have god brug for teknologi til at lette hverdagens praktiske stress og koordinere livets puslespil. Det kan handle om sikkerhed og tidsbesparelse, men også om bedre indeklima, bæredygtighed og i det hele taget livskvalitet og livsstil.

Fremtidens teknologier taler sammen

Så velkommen hjem til et støvsuget hus med den rette temperatur og et køleskab, der selv har bestilt varer hjem. På en uheldig regnvejrsdag til en låst dør og besked om, at du lige skal jogge 4 kilometer først. Din skridttæller og badevægt har talt sammen med dine digitale nytårsforsætter og aktiveret din personlige eyekey. Du kan kun ærgre dig over, at din digitale vejrstation ikke har været involveret i beslutningen.

Fremtidens teknologi vil tale sammen, så du får mere tid til de vigtige ting i livet, men husk; det er dig, der skal styre den – også i fremtiden!

Next article