Skip to main content
Home » Hus & Have » Gadgetekspert: En robotstøvsuger er boligejerens (næst)bedste ven
Robotstøvsuger

Gadgetekspert: En robotstøvsuger er boligejerens (næst)bedste ven

Robotstøvsuger i privat hjem
Robotstøvsuger i privat hjem
Foto: Getty Images

Støvsugning opfattes som en kedelig pligt, og det kan stresse at få det gjort i en travl hverdag. Med en robotstøvsuger kan arbejdet automatiseres, så man selv kan bruge tiden på noget sjovere. Man kan programmere et helt ugeskema til robotstøvsugeren, der ofte bliver som et ekstra familiemedlem.

Et rent hjem med rene gulve stræber mange efter, men støvsugning er bare surt arbejde, og støvsugeren er blevet et hade-objekt.

David Guldager: Hyggelig gadget

”Den traditionelle støvsuger har vi bestemt ikke et godt forhold til. Den bliver gemt væk i skabet, og kommer kun nødigt frem, man bakser med den og sparker til den, og så er der den der irriterende ledning, der følger med rundt i huset og skal rulles ind igen… Man har jo ikke et had/kærligheds-forhold til sin støvsuger – det er kun at had-forhold: Du kigger på den, det er et kedeligt produkt, som du kun associerer med kedelige arbejdsopgaver. Omvendt er det med robotstøvsugeren, der har en mere positiv klang: Den må godt stå fremme, man må godt se den, og den gør det du ikke selv gider, og så synes vi faktisk, den er hyggelig,” siger David Guldager, tech- og gadgetekspert på TV2.

En rengørings-ildsjæl med personlighed

Mange har efterhånden erfaring med en robotstøvsuger, og spørger man folk, om de har noget smart og intelligent derhjemme, så er svaret ofte robotstøvsugeren. ”Vi kan godt lide den og kan faktisk også godt lide at give den en form for personlighed – og også i nogle tilfælde et navn. Vi har nærmest brug for, at det ikke bare er en maskine, men at den også har lidt sjæl i sig. Særligt børn og ældre har hang til det og synes, det er sjovt, og derved kan den nærmest blive en del af familien eller husstanden,” siger David Guldager.

Teknologisk rengøring med fast ugeskema

I et dansk hjem støvsuger man i gennemsnit 1-2 gange om ugen, så man har ikke rene gulve hver dag, da støvet akkumulerer. En robotstøvsuger kan være genvejen til et rent hjem med rene gulve hver dag. ”Ud over det indlysende, at man slipper for at støvsuge, så kan man jo også få gjort rent, når man ikke selv er hjemme. Man kan effektivisere sin egen tid og blive mere produktiv. Du kan sætte den til at køre på bestemte tidspunkter på bestemte dage, og en hel generel fordel er, at man får støvsuget oftere, end man ellers ville gøre og får et mere støvsuget hjem,” slår David Guldager fast. På det seneste er app-erne også blevet bedre på de forskellige modeller, så man rimelig brugervenligt på telefonen kan lave et helt ugeskema for robotten.

Mere intelligent støvsugning

Med tidlige modeller skulle man bruge en virtuel afskærmer af det område, som robotten skulle køre inden for, så den ikke f.eks. bare kørte ud over en trappe.”En nyere udvikling er, at støvsugeren nu er blevet mere registrerende med sensorer eller kamera, så den ikke bare kører ind i forskellige ting, f.eks. et husdyr eller børnenes bunke af Lego-klodser,” siger David Guldager.

Selvtømmende robotter

Efter endt rengøring finder robotstøvsugeren selv tilbage til ladestationen. Beholderen skal stadig tømmes, men også på det punkt er der sket nyt. ”Nu stopper den ikke mere bare, når den er fyldt. Der findes nu modeller med en større base med mulighed for, at robotten kan køre hen og tømme beholderen og så køre videre,” påpeger han.

Bedre sugeevne og mindre larmende

David Guldager konkluderer, at inden for de seneste 8-9 år er robotstøvsugerne blevet bedre og bedre. De larmer mindre, selv om de har fået mere power og bedre sugeevne, bl.a. pga. bedre batteri: ”På de større jævne flader klarer robotten nu støvsugningen 100% og rigtig fornuftigt. Der er dog stadig lidt omkring hjørner og paneler, som den ikke rigtigt kan gøre noget ved.” Til gengæld kan den komme ind under sofaer og andre møbler og bl.a. fjerne hår fra menneskets – traditionelt set – allerbedste venner. ”Og i forhold til selv at skulle støvsuge hele huset til nu kun at skulle afslutte et par steder, er vi kommet langt,” siger David Guldager.

Next article