Skip to main content
Home » Hus & Have » Moderne brændeovne er en gevinst for pengepung og miljø
Brændeovn

Moderne brændeovne er en gevinst for pengepung og miljø

Tændt tændstik i mørket
Tændt tændstik i mørket
Foto: Unsplash.com

Miljøstyrelsen har i en ny rapport sat tal på, hvor få partikler en moderne brændeovn udleder i forhold til gamle brændeovne, og tallene er overraskende lave. En ny brændeovn kan både lede til et mindre forbrug af brænde, og mindske den enorme luftforurening, som pejsene hvert år er skyld i.

Det kan godt betale sig at investere i en ny brændeovn, hvis du både vil tænke på miljøet og din pengepung. Nye tal viser, at moderne brændeovne udleder 70 % færre partikler, end hvad ovne gjorde i 2005. I 2005 var den gennemsnitlige emission på 9,9 gram partikler pr. kilo indfyret træ, hvor det tilsvarende gennemsnit i dag er på 2,9 gram partikler pr. kilo træ. Det er væsentligt under lovens krav på 4 gram partikler pr. kilo. Udover den renere forbrænding har moderne brændeovne et minimalt forbrug af træ.

Afgifter på brændeovne?

Alligevel er mange danskere tilbageholdende med at investere i brændeovne, da de er bange for mulige afgifter. Men ifølge de danske brændeovnsproducenters brancheforening DAPO er der ingen udsigt til afgifter på brændeovne: ”Fra politisk hold er det flere gange slået fast, at der ikke er flertal for at indføre en afgift på brændeovne. En afgift bliver foreslået med jævne mellemrum, typisk af Det Økologiske Råd, der gentager det budskab, at med en afgift ville folk bruge deres brændeovn mindre, og udledningen af partikler blive mindre. Et markant flertal i Folketinget afviser den tanke, senest fastslået sidste sommer,” siger Carsten Bach, der er formand for DAPO.

Mere effektive 

Med en moderne brændeovn vil man nemt kunne reducere sit forbrug af træ. I de moderne brændeovne får man maksimalt varme ud af træet, og de giver en langt mere kontrolleret og renere forbrænding, som samtidig reducerer forbruget af træ markant.

Takket være den teknologiske udvikling kan man nu bl.a. bedre styre luftindtaget, og der er bygget en modstand ind i ovnene, så varmen ikke bare blæser op gennem skorstenen. ”Danske brændeovne er førende i Europa mht. lav miljøbelastning, og det mærkes på eksporten, da miljøbevidstheden jo også stiger i andre europæiske lande,” siger Carsten Bach.

Brændeovnsejere er miljøbevidste

”Vi og skorstensfejerne oplever meget stor interesse fra brændeovnsejere for at gøre det her rigtigt. De vil gerne lære at fyre rigtigt, købe det rigtige træ, opbevare det rigtigt, så de er meget miljøbevidste. Nogen bruger reelt brændeovnen som hjemmets primære varmekilde, mens den for de fleste er et hyggeligt supplement til andre former for opvarmning. For dem alle er brændeovnen en hyggelig, naturlig varmekilde, og brændeovnsejerne vil gerne fyre så miljøvenligt som muligt. Med en moderne brændeovn, der brænder rent, går brændeovnshygge og miljøbevidsthed hånd i hånd,” afslutter Carsten Bach.

Genindførsel af skrotordning

Hvis din brændeovn var fra 1990 eller før, kunne du få tilskud, hvis du brugte skrotningsordningen, som en slags miljøgevinst. Denne ordning blev dog nedlagt i 2016, men nu er der planer om at genindføre den. Regeringen har i sit luft- og klimaudspil ”Sammen om en grønnere fremtid” foreslået at genindføre en skrotpræmie for ældre brændeovne fra 2019. Det vil betyde, at boligejere får 2.000 kr., hvis de kasserer deres brændeovn fra før 1995.

Next article