El-biler bidrager markant til CO2-reduktionen og dermed den grønne omstilling til gavn for os alle. For den enkelte bilkøber er en investering i en el-bil et stort bidrag til mere bæredygtighed.
At se på sin bil er en god måde at vurdere, om man kan påvirke i
retning af mere bæredygtighed. Klimarådet har identificeret otte
omstillingselementer, som det er mest hensigtsmæssigt at fokusere på
inden 2030, og i forhold til den langsigtede grønne omstilling er der
mest perspektiv i el-biler. En satsning på el-biler vil kunne stå for
næsten 20 % af den samlede CO2-reduktion, da det samlet set vil fjerne
en klimabelastning på 2,2 mio. ton CO2. Oven i det kan tillægges en
nedgang i de sundhedsmæssige problemer, som trafikkens luftforurening
skaber særligt i de større byer. Alene i København dør 500 hvert år for
tidligt af luftvejslidelser på grund af trafikken.
Biler med på den grønne dagsorden
”Vi bliver generelt mere og mere klimabevidste. Vi har virkelig taget det til os, og det har fyldt rigtig meget i det netop overståede valg, og biler er helt naturligt også en del af den grønne dagsorden,” siger Gitte Seeberg, der er direktør i Autobranchen Danmark.
El-biler belaster klimaet mindre end konventionelle biler og er derfor en rigtig god, bæredygtig løsning. Og mange er da også grønne af misundelse, når de ser naboen køre afsted i sin el-bil og dermed bidrage med investering i et bedre klima til gavn for os alle.
”Bilkøberne er i høj grad begyndt at interessere sig for det, og mange af os vil gerne have en el-bil og være ’first-mover’. Det handler også om at ’vove pelsen’, og det er måske mest oplagt, hvis man ikke har et så stort kørselsbehov, eller man kan udskifte bil nummer to med en el-bil. For el-biler er klart det bedste, når det handler om bæredygtighed, og derefter kommer nye dieselbiler og plug-in-hydrid på samme niveau. Så hvis der ikke umiddelbart kan skaffes el-biler nok, kan dieselbiler måske stadig være et godt alternativ særligt til dem, der kører en del og kan være en attraktiv løsning, indtil vi når lidt længere frem. På sidstepladsen kommer benzinbilerne som de mindst bæredygtige,” siger Gitte Seeberg.
El-biler udleder i dag omkring 18 ton CO2 i bilens levetid mod dieselbiler med 34 ton, plugin-hybrider med 34,2 ton og benzinbiler med 42,2 ton.
”Det er jo interessant med diesel, som ellers er blevet allermest udskældt,” siger Gitte Seeberg og henviser til en undersøgelse fra Teknologisk Institut i Aarhus, der viser, at helt nye dieselmotorer udleder færre partikler end benzinmotorer.
Omstillingen kræver investeringer
Selv om bilkøberne har øget opmærksomhed på det klimavenlige valg, så er der ifølge Gitte Seeberg nogle strukturelle forhold, der skal ses på, for at realisere de gode hensigter.
”El-biler kræver investeringer i infrastruktur, flere ladestandere osv., så det gøres endnu mere attraktivt. I den henseende har vi store forhåbninger til Transportkommissionens arbejde, og at de tager med, at Klimarådet foreslår tilskud til køberne for at få det her i gang. Ikke som en permanent løsning, men måske er det nødvendigt i en periode, indtil bilerne generelt bliver billigere,” siger hun.