For mænd er det ganske naturligt at fjerne uønsket hårvækst på ryg, skuldre og mave. En del ønsker endda at være totalt glatbarberede.
Hårfjerning er i disse år lige så normalt for mænd som for kvinder. Tendensen er krystalklar. Mændene rykker længere og længere ind i kvindernes verden, når det drejer sig om at passe og pleje krop og ansigt. ”Rigtig mange mænd kommer til os for især at få fjernet hår på ryg, skuldre og mave. Jeg vil tro omkring 80 procent af mine mandlige kunder er glatbarberede”, siger direktør Louisa Kaisen, Mirage Spa og Beauty. Det er specielt mænd mellem 25 og 55, der bestiller tid for at få vokset hår på ryg og mave. Og særligt de helt unge ønsker at få fjernet alle hår på kroppen.
Hår på ryg og skuldre
Fra manden er omkring 30 er det ok med hår på brystet, men hår på ryg og skuldre er også uønsket i den aldersgruppe.” Skønhedsklinikkerne tilbyder først og fremmest voksbehandlinger. Og de skal foretages hver fjerde uge. ”Vi bruger flydende, varm voks, som er mere blid og skånsom for huden. Så er det også muligt at vokse flere gange på samme sted. Til arme og ben kan vi i nogle tilfælde anvende strips. Men hver eneste behandling er individuelt afstemt.” Blandt de lidt ældre mænd er der en del, som foretrækker selv at fjerne den uønskede hårvækst hjemme i badeværelset med hjælp fra en partner. Her er der flere forskellige måder at gøre det på.
Lange hår på maven
”Nogle vælger at bruge en skraber og skum, som når de barberer hår og skæg. Andre tager simpelthen den elektriske barbermaskine, men den skal så på arbejde hver dag, hvis hårvæksten skal holdes i ave. Og igen kaster en del mænd sig over selv at foretage en voksbehandling.” Men i den forbindelse er der flere ting, man skal være opmærksom på for at få et godt resultat, pointerer Louisa Kaisen. Voksbehandlingerne bliver ikke altid gjort korrekt ude i de små hjem. ”Mænds hår på maven kan blive meget lange. Er de det, skal de studses inden man vokser. De må max. være fem-seks mm. Er de længere, vil de knække af under behandlingen og er de kortere, kan voksen ikke gribe fat.” Derudover skal man også have styr på hårretningen. Voksen skal lægges på med hårene og hives af mod hårene.
Er dette noget for dig? René Fris: 6 gode råd til mænd om personlig pleje
Røde knopper efter hårfjerning
En del mænd døjer med udslet i form af små røde knopper i huden, efter de har fået fjernet hår. Det problem kan klares ved at bruge specielle sæber eller skum i brusebadet, som modvirker indgroet hår og udslet. Louisa Kaisen er ikke i tvivl om, at fjerning af uønsket kropshår på mænd er en trend, der er kommet for at blive. ”Mænd taler nok ikke så meget om det indbyrdes. De gør det blot som noget ganske naturligt. Det føles ganske enkelt rart.”